BFE fusionerer med Danske Mediedistributører

På mandag 1. oktober får tv-markedet en ny brancheorganisation med fokus på dansk tv-infrastruktur og indhold. Branchen ForbrugerElektronik, BFE, der hidtil har fungeret som fælles talerør for tv-distributører og hardwareleverandører, fusionerer med Danske Mediedistributører samtidig med, at hardwareleverandørerne udtræder af det formelle samarbejde i BFE. I forbindelse med ændringen fratræder BFEs hidtidige direktør.

”Vi ønsker et mere skærpet fokus på dansk infrastruktur og indhold, og det kan vi bedst gøre med en forening, som alene repræsenterer tv-distributørerne. Vores medlemmer er reelt rygraden i tv-markedet, og vores fokus bliver at sikre en dansk infrastruktur i topklasse, som kan tilgodese både kundernes ønsker og rettighedshaveres, producenters og broadcasteres behov for at kunne tilbyde attraktivt dansk tv-indhold,” siger foreningens formand, adm. direktør Jørgen Stensgaard, Waoo.

BFE har siden 1992 fungeret som paraplyorganisation for Danske Mediedistributører med medlemmer som YouSee, Stofa, Waoo m.fl. og Leverandørforeningen ForbrugerElektronik, LFE, med medlemmer som Samsung, LG m.fl. Leverandørforeningen udtræder på mandag af BFE, som samtidig fusioneres ind i Danske Mediedistributører.

”Vi har haft et særdeles godt samarbejde med hardwareleverandørerne, og vi kommer forsat til at arbejde sammen på en lang række områder inden for teknologi, standarder osv. Men som forening vil vi fremover primært fokusere på tv-distributørernes interesser,” siger Jørgen Stensgaard.

Claus Holm, der landechef for Samsung og formand for LFE, siger, at leverandørerne er i færd med at undersøge mulighederne for at etablere et bredere organisatorisk samarbejde, der afspejler, at fladskærme i stigende omfang knyttes sammen med anden forbrugerelektronik i hjemmet.

”Men vi har altid haft et fortrinligt samarbejde med distributørerne, og det vil fortsætte. Tv-indhold, teknologi og distribution hører naturligt sammen,” siger Claus Holm.

Omkring 90 pct. landets husstande er i dag kunder hos medlemmerne af Danske Mediedistributører. Tv-distributørerne betaler årligt omkring 4,6 mia. kr. til broadcastere og rettighedshavere i vederlag og afgifter, og det er dermed den største enkeltkilde til finansiering af dansk indhold på tv og radio.

”En af vores store opgaver bliver at arbejde for en modernisering af rettighedsbetalingen, så vi får lige vilkår mellem udenlandske og danske aktører, og mulighed for at udvikle nye digitale indholdsprodukter med fokus på dansk indhold. Vi får en anden vigtig opgave med at bidrage til at udvikle nye modeller for distribution af public service indhold, som det er lagt op til i den nye public servicekontrakt for DR,” siger Jørgen Stensgaard.

Laila Kelp Rasmussen fratræder
I forbindelse med ændringerne fratræder direktør for BFE, cand. polit. Laila Kelp Rasmussen. Hun har stået i spidsen for BFE siden efteråret 2012, og har før det været ansat i Viasat og TV 2.

”Jeg blev ansat for at være med til at skabe en ny retning for BFE, og jeg er stolt af, hvordan vi fik ændret fokus fra distributionsplatforme og ny teknik til at handle om dansk indhold og om at skabe en bedre hverdag via teknologi. Det har været en særdeles spændende tid, men jeg synes også, at det er det rette tidspunkt at stoppe nu, hvor organisationen ændres, og der skal rulles en ny strategi ud,” siger hun.

Fratrædelsen sker ifølge Jørgen Stensgaard efter gensidig aftale.

”Laila har gjort en stor indsats for BFE både udadtil og indadtil i forhold til at få de to brancheorganisationer til at arbejde sammen om fælles mål. Hun har spillet en stor rolle i at få sat fokus på den betydning, som tv-distributørerne har for det danske tv-marked i form af finansiering og tv-udbud,” siger Jørgen Stensgaard

I forbindelse med fusionen mellem BFE og Danske Mediedistributører indtræder Nordic Entertainment Group og Altibox i medlemskredsen. Danske Mediedistributører vil herefter have følgende medlemmer: YouSee, Stofa, Boxer, Waoo, Canal Digital, Nordic Entertainment Group og Altibox.

Den formelle fusion mellem BFE og Danske Mediedistributører gennemføres i løbet af året. Foreningerne tegnes af formanden, adm.direktør Jørgen Stensgaard, Waoo.

Kontaktperson for BFE og Danske Mediedistributører er konsulent Ib Konrad Jensen, tlf. 40741310 eller ikj@bfe.dk.