Medieforlig med lyspunkter

Den nye medieaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti indeholder flere gode elementer, lyder vurderingen fra Branchen ForbrugerElektronik, BFE. Organisationen fremhæver især ønsket om at skærpe DRs public service profil og muligheden for en bredere udnyttelse af DR-indhold på andre medieplatforme.

”DR har en enorm betydning i det samlede danske medieudbud, og det er positivt, at medieaftalen lægger op til en klarere og mere veldefineret public service-profil for DR. Vi kan ikke undvære DR, men vi har brug for et DR med en skarpere dansk indholdsprofil, og det er der lagt op til,” siger Laila Kelp Rasmussen, direktør i BFE.

Hun fremhæver også, at DR vil blive pålagt at sikre, at tv-distributører får mulighed for at videresende hele DRs on demand-indhold som et samlet tilbud. I dag er det alene udsendelser fra DRs seks tv-kanaler, som i en kort periode kan findes som on-demand hos fx YouSee, Stofa og Waoo.

”Det er et godt eksempel på, at DR får en mere samarbejdende rolle, som er noget af det, vi har efterlyst. Det er godt for danskerne, at det bliver nemmere at få adgang til DRs indhold,” siger Laila Kelp Rasmussen.

Større public service pulje
Ifølge aftalen skal public service puljen vokse fra de nuværende 35 mio. kr. årligt til ca. 100 mio. kr. i 2023. Det er udtryk for et ønske om at øge udbuddet af ’dansk kvalitetsindhold’ med vægt på ’saglighed, væsentlighed og troværdighed’.

”Public service puljen skaber stor mangfoldighed i udbuddet af dansk indhold, og det er godt og vigtigt signal at øge puljen,” siger Laila Kelp Rasmussen.

Netflix skal til lommerne
Efter krav fra Dansk Folkeparti bliver internationale aktører som f.eks. Netflix og HBO Nordic pålagt at bruge to pct. af deres omsætning herhjemme på direkte investeringer i nyt dansksproget indhold.

”Det er naturligvis positivt, at der bliver flere om at bidrage til dansk indholdsproduktion, men der er forsat stor forskel på danske og udenlandske aktøres rettighedsbetalingerne, og den udfordring er ikke blevet løst med denne aftale. To pct. af Netflix’ danske omsætning kan næppe matche de 4,6 mia. kr. som danske tv-distributører bidrager med til dansk indhold hvert år,” siger Laila Kelp Rasmussen.

Provinsen bliver styrket
Et gennemgående træk i aftalen er, at der flyttes arbejdspladser og støttemidler til provinsen. Således skal halvdelen af medarbejderne og hele administrationen af Radio 247 flyttes ’vest for Storebælt’. Det samme gælder for en ny statslig finansieret tv-kanal med ’kulturindhold og folkeoplysning’, der også skal have hjemsted i den vestlige del af landet. Et nyt nævn, der skal fordele pengene fra public service puljen, skal ligeledes placeres i ’Vestdanmark’.

TV 2 regionerne får hver en million kroner mere i 2021 til dækning af kommunalvalg.

Regeringens forslag om en fremskyndet lukning af FM-båndet blev ikke til noget, og aftalen fastslår blot, at man nu følger den oprindelige hensigt. Lukning af FM-båndet kan tidligst komme på tale, når 50 pct. at radiolytningen, herunder også i biler, er flyttet til DAB, og tidligst to år derefter.

Behov for ensartede vilkår
Efter flere måneders forhandlinger er det endt med, at det kun er regeringen og Dansk Folkeparti, der står bag det nye medieforlig. Socialdemokratiets ordfører har i en første kommentar sagt, at partiet forbeholder sig ret til at rulle ’dele’ af forliget tilbage, såfremt partiet får mulighed for det efter et kommende valg.

”Det her er måske et af de mest afgørende medieforlig i mange år, og det havde været rart med et bredt forlig. Vi håber, der nu kan komme ro på området, så vi kan få de lige vilkår, som branchen har brug for,” siger Laila Kelp Rasmussen.

Mere om medieaftalen på Kulturministeriets hjemmeside.

BFE ønsker god sommer til alle. Nyhedsbrevet er tilbage efter sommerferien.