Medieforhandlinger under tidspres – distributører advarer mod ensidige nedskæringer i DR

Det går trægt med forhandlingerne om et nyt, flerårigt medieforlig. Oprindeligt var der blandt politikere og embedsmænd håb om, at et forlig kunne være på plads inden den 14. juni, hvor Folkemødet på Bornholm begynder, men nu begynder forhandlerne at tvivle på, om partierne overhovedet kan lukke en aftale inden sommerferien.

DFs medieordfører Morten Marinus er skeptisk.

”De første tre møder gik alene med at gennemgå regeringens oplæg, og først i sidste uge (uge 19, red.) kom vi i gang med at tale om DR, men det var om småting efter min opfattelse. Vi skal være meget heldige, hvis vi når et forlig inden Sankthans. Jeg har foreslået ministeren, at vi udskyder forhandlingerne om mediestøtten til efteråret, for det er ikke så tidskritisk, og så koncentrerer os om de vigtige ting i forliget,” siger han.

Socialdemokratiets ordfører, Mogens Jensen, siger, at han ’selvfølgelig fortsat’ håber og forventer, at der kan indgås et bredt forlig, men at det i sidste ende er op til regeringen.

”Regeringen må gøre op med sig selv, om man vil stå fast på de ultimative krav, vi har hørt i forhold til f.eks. DR og TV 2 regionerne. Gør den det, bliver det ikke et bredt forlig,” siger han.

Både DF og S har lagt op til, at medieforliget skal indeholde et element, der sikrer, at udenlandske streamingtjenester som Netflix og HBO Nordic kommer til at bidrage til finansieringen af dansk indhold. Emnet blev end ikke nævnt i regeringens oplæg til medieforhandlingerne, og på forhånd har den afvist al snak om skat eller afgift på de udenlandske aktørers danske omsætning. Det er heller ikke det afgørende, mener de to partier.

”Det vigtige er, at de udenlandske aktører skal involveres i finansiering af dansk indholdsproduktion,” siger Morten Marinus.

Mogens Jensen mener, at det vil være ’at sparke en åben dør ind’.

”Thomas Riis-rapporten viste, at der i dansk lovgivning ikke noget til hinder for et pålæg til de internationale mediegiganter, og man har allerede gjort det i en række andre EU-lande. Vi skal have en løsning, så de kommer til at bidrage til finansiering af dansk indhold. Når vi ikke frem til en præcis aftale nu, skal der som et minimum være en formulering om det i forliget,” siger Mogens Jensen.

Blandt BFEs medlemmer er det et udbredt ønske, at medieforliget ender med, hvad der betegnes som et ’mere fokuseret’ og ’samarbejdende’ DR. Og så mener de, at det beløb man evt. vil skære i DR bør føres tilbage til økosytemet i form af støtte til produktion af dansk indhold, f.eks. gennem en større public service pulje. Vi har samlet ønsker fra nogle af hjemlige mediedistributører:

Direktør Ulf Lund, SE/Stofa:

Vi håber på nogle mere konkrete anvisninger om DRs rolle som lokomotiv for den samlede danske mediebranche – producenter, distributører og broadcastere – gerne under overskriften ’Et fokuseret, åbent og samarbejdende DR’. Vi tror på, at 1 + 1 kan blive til 3, hvis DR deler mere gavmildt ud af sin statsfinansierede styrkeposition, og stopper med at se de private aktører som konkurrenter.

Af samme grund håber vi på, at en større del af DR-besparelsen vil blive brugt på at stimulere den danske indholdsproduktion uden for DR. Gerne i form af en endnu større Public Service Pulje, for med kravet om, at den private ansøger bidrager med mindst halvdelen af finansieringen, er synergierne helt oplagte.

Og så savner vi nogle konkrete tiltag, der modvirker, at de amerikanske tech-giganter med Google og Facebook i spidsen stjæler hele annoncekagen, uden at bidrage nævneværdigt til det danske samfund, hverken økonomisk eller kulturelt. Det handler ikke om at straffe Google og co., men alene at skabe fair og lige konkurrencevilkår, uden alt for mange udebanefordele.

 

Adm. direktør Jørgen Stensgaard, Waoo:

Vi er ikke uenige i, at man bør kigge på størrelsen og finansieringen af DR, men desværre synes den offentlig debat fuldstændig at være opslugt af dette emne. Der er mange andre emner, som kan være med til at farve det danske mediebillede i den kommende forligsperiode, som også kunne være interessante at få diskuteret i offentligheden. Branchens udfordringer med DR handler ikke udelukkende om finansieringen, men lige så meget samarbejdet og den generelle kultur i DR. DR og distributørerne er afhængige af hinanden, og det skal DR også forstå.

Det er vigtigt, at drøftelserne på Christiansborg også kigger på rammevilkårene for hele branchen (og ikke kun fokuserer på DR). Særligt skal der være lige vilkår og teknologineutralitet. Derudover er retransmissonsafgiften også stadig et emne, der bør drøftes, da den er stærkt konkurrenceforvridende. Mediedistributørerne er den største bidragyder til dansk indholdsproduktion, og det er i længden ikke holdbart, at retransmissionsafgiften i praksis kun rammer dem, mens der ikke er tilsvarende afgifter på primært udenlandske streamingtjenester.

Endelig mener vi, at det er vigtigt at holde sig for øje, at man ikke gennem beskæringen af DR tager penge ud af økosystemet. Der skal stadig tilflyde midler til dansk indholdsproduktion, så regeringens tanker omkring at styrke public service-puljen giver i det lys rigtig god mening. Vi er godt tilfreds med at Public service puljen bliver større og den må gerne blive endnu større men i overensstemmelse med besparelserne i DR.
Adm. direktør Martin Løbel, Teracom:

Det er virkelig glædeligt, at regeringen ønsker at understøtte radiomarkedet, gennem et udbud af en ny landsdækkende radiokanal på DAB, og at man påtænker igen at åbne for støtte fra Public Service Puljen til radio generelt. Vi får mere indhold ved at slippe kreativiteten fri på tværs af aktører.

Udbuddet af radiokanaler bygger på de gode erfaringer fra Radio24Syv og et ønske kunne være at man udbød endnu flere radiokanaler. Der er flere muligheder; en Danmarkskanal der styrker det lokale indhold og som fx TV 2 regionerne kunne drive, en klassisk musikkanal, som landsdelsorkestrene og museerne kunne drive, en sportskanal som kunne sendes i udbud.

Ideen om at slukke for FM i nær fremtid vil svække radioen som medieplatform generelt i Danmark. Frem for at svække FM, så skal vi meget hellere styrke indholdet på DAB+, så der kommer flere lyttere til på denne medieplatform og flere dansksprogede radiokanaler kan blive levedygtige. Der intet til hinder for at FM og DAB kan sameksistere til glæde for markedet og lytteres valgmuligheder.

YouSee tager næste skridt på indholdsmarkedet

I efteråret var det mode- og livsstiluniverset ChriChriTV, og nu er det så YouSee Comedy, et egenproduceret univers med kendte navne fra den hjemlige comedy-scene. Landets største tv-distributør er efter et langt tilløb og mange overvejelser begyndt at bevæge sig ind på indholdsmarkedet, reelt i konkurrence med de broadcastere, som historisk har været selskabets eneste og vigtigste indholdsleverandører.

”Vores strategi er, at vi skal mere aktivt ind i indhold, og det her er vores næste skridt, efter vi i efteråret fik ChriChriTV. Vi ønsker at kunne samle alt indhold på tværs af alle platforme, men det skal ikke kun være andres indhold, vi skal også have noget, som er vores eget, og som kunderne ikke kan få andre steder” siger Christian Morgan, mediedirektør i YouSee.

YouSee Comedy gik i luften den 1. maj og byder fra begyndelsen bl.a. på nye afsnit fra serien ’Dybvads Sofa’, et satireprogram med Magnus og Emil Millang kaldet ’Hva’ fanden’ samt, hvad der beskrives som et humoristisk hverdagsdrama i otte afsnit med titlen ’29’ om to 29-prige, der netop er blevet singler. De medvirkende er Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag, der stod bag ’Generation SoMe’ og ’YouTuberne’ på DR3.

Gode erfaringer
Christian Morgan siger, at YouSee går efter et indhold, som lægger sig mellem traditionelt tv-indhold og det meget korte format, som ofte præger on demand indhold på nettet.

“Vi er glade for samarbejdet omkring ChriChriTV, som er et spændende brand for YouSee. Vi har dog også lært nogle ting. Blandt andet har de helt korte formater, typisk under 10 minutter, ikke været så populære hos os, som de er hos Christiane selv. Forbrugsmønsteret på vores platform ligner stadig mere det, vi kender fra traditionelt tv, hvor folk leder efter en lidt længere underholdningsoplevelse.”

To andre serier er allerede under produktion. Det er en reportageserie med de tidligere DR-værter Esben Bjerre Hansen og Peter Falktoft, som har påtaget sig opgaven med at tegne ’et humoristisk portræt af Kina og de danskere, der lever i det’. Den anden er en komedieserie, ’Melvin’, hvor man følger en afrikansk fodboldspiller, spillet af Melvin Kakooza, der er hentet til landet for at redde en mindre fodboldklub fra konkurs.

I løbet af året får ’29’ en sæson to med titlen ’30’, hvor hovedpersonerne er blevet et år ældre og nu slås med udfordringen med at være kommet i 30’erne.

Styrket kundeposition
”Det er eksperiment, men der ikke tvivl om, at hvis vores indholdsposition skal betyde noget og skal rykke på kundeoplevelsen, så skal det ikke bare være lidt add-on. Så vi vil udvikle det her, og der kommer flere ting i løbet af året,” siger Christian Morgan.

YouSee Comedy har en række danske stand-up’er blandt bidragyderne.

Beslutningen om at satse strategisk på indhold blev truffet i TDC-koncernen for mere end et år siden efter længere tids interne overvejelser. Det britiske teleselskab British Telecom valgte for et nogle år siden at opkøbe tv-rettighederne til bl.a. Champions League, men TDC har flere gange blankt afvist enhver snak om at købe sports-rettigheder som en genvej til indhold.

USA’s største kabel-operatør Comcast har over to omgange opkøbt og fået fuld kontrol med tv- og filmselskabet NBC Universal og befinder sig for tiden i en budkamp om tv-selskabet SKY, der har omkring 23 millioner kunder i Europa.

Uberørt af aflyst MTG-fusion
Ifølge Christian Morgan var planerne om YouSee Comedy på plads, inden TDC A/S i januar annoncerede en fusion med den svenske underholdningskoncern MTG. Fusionen blev som bekendt droppet, da en gruppe danske pensionskasser og en australsk investeringsfond kort efter fremsatte et opkøbstilbud, som selskabets bestyrelse valgte at anbefale til aktionærerne.

Christian Morgan ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt planerne om at investere i indhold kan blive påvirket af det nye ejerskab.

Delte rettigheder
YouSee og de medvirkende kunstnere deler rettighederne til programindholdet således, at YouSee har et eksklusivt ’visningsvindue’, hvor indholdet alene er tilgængeligt for kunder med tv-pakker hos YouSee. Herefter har kunstnerne mulighed for selv at tilbyde deres produktioner på egne platforme. Der er ikke planer om, at videresælge indhold til udsendelse hos tv-stationer.

YouSee Comedy produceres af produktionsselskabet Drive Studios, der også står bag ChriChriTV.

Vækstteam skal sparke fart i kreative erhverv

Regeringen har bedt en gruppe erhvervsfolk komme med forslag til, hvordan nye digitale forretningsmodeller kan skabe mere vækst og salg i kreative erhverv som film, tv, computerspil, design m.v.

Det nye såkaldte vækstteam får travlt. De 13 medlemmer med adm. direktør Jacob Holm, Fritz Hansen A/S, som formand har blot et halvt år til sit arbejde og skal på den tid bl.a. se på digitale muligheder og udfordringer, vækst- og støttevilkår, rekruttering m.m. for de kreative erhverv. Regeringen forventer, at teamets anbefalinger kan løfte væksten med ikke mindre end 25 pct.

“Det er mit – og regeringens – klare indtryk, at den digitale udvikling skaber nye vækstmuligheder for de kreative erhverv. I Danmark har vi stærke internationale kompetencer inden for fx film, mode, gaming, møbler, arkitektur og design,” siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) om initiativet.

De kreative erhverv er et bredt begreb og omfatter brancher fra arkitektur og mode til film og tv samt computerspil. I et dagbladsinterview har ministeren antydet, at hans forventninger især knytter sig til film, tv og spil, hvor han mener, at landet har mulighed for at blive en slags ’Europas Hollywood’.

Film og tv er i hvert fald et område, som tilsyneladende har stærkt brug for gode ideer og lønsomme digitale forretningsmodeller. Filminstituttet udsendte kort før jul en rapport – Analyse af filmbranchens nye forretningsmodeller– der konkluderede, at det til trods for ’nye finansieringsaktører’ og indtægter fra f.eks. Video On Demand ikke er lykkedes at udvikle nye, bæredygtige forretningsmodeller for produktionen af spillefilm.

De seneste tal viser, at eksporten af film, tv og spil faldt med ca. 11 pct. i 2016 til en værdi af 1,3 mia. kr.

To vigtige opgaver
Vicedirektør i Producentforeningen Jan Neiendam mener, at vækstteamet har to vigtige opgaver:

”Den ene er, at se på, hvordan man bedst udnytter det potentiale, der ligger inden for film, tv og spil i Danmark. Den anden er, hvordan vi herhjemme bliver konkurrencedygtige i forhold til lande som f.eks. Finland,” siger Jan Neiendam.

Producentforeningen har været primus motor i etableringen af Vision Denmark, hvis formål er at give landet en ’global førerposition inden for indenfor udvikling, anvendelse og eksport af digitale visuelle løsninger’. Både erhvervsliv og det offentlige skal lære at anvende filmiske fortællinger, virtual reality, spil-logik osv. inden for f.eks. undervisning og oplæring, produktion, patientvejledning osv.

Samtidig har filmindustrien presset på for, at landet i lighed med en række andre EU-lande indfører såkaldte produktionsrabatter, hvor udenlandske filmselskaber kan få forskellige former for rabat, når de henlægger hele eller dele af filmproduktionen herhjemme. Danske producenter benytter flittigt ordninger af den karakter i udlandet som led i finansieringen af et filmprojekt. Den canadiske ordning spillede eksempelvis en væsentlig rolle i finansieringsmodellen for filmen ’Min søsters børn og Guldgraverne’, som bl.a. blev indspillet i Canada.

Kæmpepotentiale i spil
Ifølge Jan Neiendam har særligt spilindustrien klart bevist, at der er et stort potentiale i de kreative danske erhverv, men at udfordringen er at skabe bedre sammenhæng mellem de forskellige faser i udviklingen af kreative ideer.

”Man kan måske få støtte til at prøve at udvikle en ide. Når man skal forsøge at konkretisere den og få den prøvet af, skal man søge en anden form for støtte, hvor vægten ligger anderledes. Og så gentager det hele sig, når man skal forsøge at finde finansiering med en kombination af offentlige og private investorer.”

Som eksempel på potentialet nævner han virksomheden SYBO, der står bag spillet Subway Surfers. Spillet er downloadet ca. 1,8 milliarder gange, og hver dag er der omkring 25 millioner brugere verden over, der bruger app’en.

”Målt på antal brugere er SYBO faktisk landets største medie- og underholdningsvirksomhed, der er bare ikke ret mange, der kender den,” siger Jan Neiendam.

Faldende beskæftigelse
Det er anden gang på blot seks år, at der bliver nedsat et vækstteam for de kreative erhverv. Da det første blev nedsat under den socialdemokratiskledede regering i 2012, viste beregninger, at der var ca. 85.000 ansatte i branchen. Blandt initiativerne dengang var ’bedre forretningsmæssige kompetencer’, ’hurtigere markedsmodning’ og en plan om at gøre landet til et vækstcenter for ’arkitektur, mode og design’.

Der er ikke fortaget nogen evaluering af effekten af det første vækstteam, men i forbindelse med etablering af det nye vækstteam skriver Erhvervsministeriet, at branchen i dag beskæftiger ca. 79.000 ansatte, altså et fald på ca. 6.000 personer eller syv pct. siden 2012.

Brian Mikkelsen lægger ikke skjul på, at han har store forventninger til det nye væksteam.

”Vi skal være ambitiøse. Det har jeg ikke lagt skjul på. Vækstteamets opgave er netop at komme med anbefalinger til regeringen om, hvad der skal til for at skabe vækst i de kreative erhverv – ikke mindst med de nye og digitale forretningsmodeller, som breder sig. Dem ser jeg frem til at modtage.”