Billede- og lydkvaliteten i fokus på IFA

Revideret 20. september 2016 (udsendt 15. september)

Årets IFA-messe i Berlin bød måske ikke på de helt store teknologiske overraskelser, men til gengæld var der fuld knald på lyd- og billedkvalitet hos de store producenter.

Med LG som panelleverandør præsenterede blandt andet Panasonic, Grundig samt LG selv en perlerække af store OLED skærme, som med 4K opløsning og HDR (High Dynamic Range) giver et uovertruffent skarpt billede. Samsung, verdens største fladskærmsproducent, satser på Quantum Dot-teknologien og præsenterede tilsvarende en række nye store skærme, som lover godt for billedoplevelsen hjemme i stuen.

HDR-teknologien – som på sin vis kan sammenlignes med den klassiske zone-teknik fra den analoge billedverden – tilfører billedet flere nuancer i både skygger og højlys, og fjerner noget af den lidt ‘flade’ billedoplevelse, som tv-billedet ellers kan byde på. Teknologien kan implementeres i ‘traditionelle’ HD skærme, men det vil formentlig mest blive anvendt i 4K (og kommende 8K).

Og reaktionen hos forbrugerne er markant.

“En undersøgelse foretaget af EBU viser, at den oplevede billedkvalitet er større, når man skifter mellem skærme med og uden HDR, end den er mellem HD og Ultra HD (4k),” sagde LGs nordiske salgschef for tv, David Montanya, ved præsentationen i Berlin.

Han fortalte, at LGs de kommende år vil fokusere mere på premium-segmentet, dvs. skærme fra 55” og opad. I Berlin præsenterede LG sin nye Signature-serie, som bl.a. omfatter topmodellen 77G6P, som forventes at få en markedspris på omkring 220.000 danske kroner. Derfra er der et stykke ned til det såkaldte sweet spot på tv-markedet, som er i prislejet omkring 20.000 kr., et niveau som David Montanya forventer LG vil ramme med sit 55” OLED i løbet af efteråret.

LG leverer også OLED-paneler til Panasonic, som på IFA præsenterede en prototype på et 65” OLED tv. Panasonic var tidligere en af de store producenter af plasma-tv, og producenten trækker på sin erfaring fra dette område til at levere sit eget bud på OLED-markedet.

“Selve OLED-panelet udgør i realiteten blot 10 pct. af den endelige løsning, resten bygger videre på den erfaring vi har fra plasma-teknologien,” sagde product manager Calina Gavril.

Panasonic benyttede IFA til at præsentere en revitaliseret udgave af den snart klassiske direct drive pladesspiller SL-1200 fra slut 70erne. Den nye LP-afspiller, SL 1200-G, ligner til forveksling forgængeren, men indmaden er ny og målrettet det nu genopståede marked for LP’er i kombination med moderne musikanlæg. De 1200 eksemplarer af en særlig jubilæumsudgave, SL-1200GAE blev revet væk, mens SL1200-G kommer i fri handel til efteråret. Prisen er også blevet opdateret i forhold til den analoge forgænger, nemlig omkring 30.000 kr. uden pickup.

Hos Philips var fokus bl.a. på prisbillige trådløse musikanlæg, hvor enhederne er forbundet med eget wifi-netværk. På IFA præsenterede Philips også sit første bud på Dolbys Atmos til hjemmet med hhv. Fidelio B1 og den lidt større Fidelio B8 til ca. 4.000 og ca. 8.000 kr. Begge soundbar er med en tilhørende subwoofer i stand til at skabe et tredimensionelt lydbillede, så forbrugerne ikke længere er tvunget til at fylde stuen med forskellige enheder for at få den fulde lydoplevelse.

Mens de fleste andre satser på OLED-teknologien, kører Samsung på med Quantum Dot-teknologien, som i modsætning til OLED er baseret på et uorganisk materiale. Hvilket producenten fremhævede ved at love ti års garanti mod burn-in på de nye modeller.

Samsungs danske landechef Claus Holm fortalte, at Samsung har løst problemet med tungmetallet, som tidligere har været et kritikpunkt for Quantum Dot teknologien.

“Vi har fjernet cadmium og fået en mere bæredygtig løsning med god holdbarhed,” sagde Claus Holm ved præsentationen i Berlin.

Samsungs topmodel er en 4K og HDR moppedreng på 88”. Den danske pris kendes endnu ikke.